Jeg forsøgte ihærdigt ikke at have en holdning, men det havde jeg jo alligevel, så prøvede jeg af al magt, som den navnkundige Troels Lund, at pålægge mig selv tavshedspligt, men det evnede jeg heller ikke, så op i røven, hul i det, jeg er af uforklarlige og uransaglige årsager alligevel vågen og lettere hyper på Blå Irmakaffe, så værsgo'.. hermed mit bidrag til vrøvle-vrælekoret om Irmas bortgang:
"Det særlige ved Irma er imidlertid, at den stort set kun findes i Storkøbenhavn. Før jeg flyttede hertil, var Irma noget, jeg kun kendte fra tv eller radio."
...
"Men altså, for alle andre i Danmark er Irma noget, man måske har hørt om eller besøgt på en ferie."
.. og det er jo netop dét der er pointen, for helvede. Andersson løber ret ind i bemeldte pointe, og fortsætter ufortrødent sin løbetur.
Pointen er, at i en storby, som København trods alt næsten er, kan man finde omtrent alt fra hele landet, ja hele verden med lidt god vilje, men kun få ting som er unikt, essentielt og udpræget særegne for bemeldte storstad; Chicky Grill, Frisør Mustafa, Harry's Place, Tivoli med kulørte lygter, Conditori La Glace og Ungdomshuset i al sin sorte skønhed.. samt Dalle Valle og Sannes Kaffebar in memoriam osv. ad nauseam, og så Irma.
Ja, Irma er, var, for dyr.. og københavnere i almindelighed, mig selv inklusive, henlagde selvklart broderparten af vores indkøb andre steder, og tog kun i Irma for enkle, specielle produkter, som f.eks. kaffen eller hønsesalaten, rugbrødet eller hvad man nu havde et særligt forhold til, eller bare fordi oplevelsen af at handle der, i sig selv, var et trækplaster; ordentligheden, pænheden, fraværet af "self checkout", de nærmest hysterisk høflige kassemedarbejdere, der sad klar med elastikker til æggebakken.. hele fornemmelsen af tidslomme, noget historisk og unikt storkøbenhavnsk.
Identitet, ja, for nu at bruge et virkelig fortærsket udtryk, men det er jo, i bund og grund, dét det handler om; Irma var en del af den samlede kulisse i fortællingen om København og de indre forstæder, en del af den underhørlige baggrundsmusik der skrev sig ind i den samlede fortælling om vores lille, lave storstad.
Ja, jeg handlede der sjældent mere en gang i kvartalet, og købte sjældent andet end kaffen, men jeg ærgrer mig nu lidt alligevel, lissom jeg ærgrede mig da Dalle Valle drejede nøglen om, selvom jeg ikke havde sat mine ben der, siden engang sidst i 80'erne på forjaget juleindkøb med min mor. Det er hvad det er, og dén ærgrelse bunder essentielt i identitet, lissom det gjorde for de for længst hedengangne generationer, der fortalte om deres København, før Sukkerhuset brændte og da Hønen kørte i Nørregade.
Sårn er der så meget.
Nu vil jeg bælle noget mere Blå Irmakaffe.
Inga kommentarer:
Skicka en kommentar